50 særlige steder i Nakskov; 3/50 Den Jødiske Begravelsesplads

Det hele startede for godt 351 år siden, hvor en fremmede kom til byen. Og hvem var så denne fremmede?  Jo det var byen allerførste jøde, der hed Jacob Sostman, som sammen med sin kompagnon, Abraham Meyer Polack, havde fået tilladelse til at slå sig ned i byen, og erhverve sig som tobaksspinder, disse to mænd blev grundlaget til en lang jødisk tilstedeværelse i byen.

Den egentlige årsag var den svenske belejring af Nakskov i årene 1658-59, hvor de massive ødelæggelser af byen var så store, at byen reelt var sat flere år tilbage, især udviklingsmæssig, og efter 1660 blev ramt af en økonomisk krise, så for at få Nakskov på ret kurs igen, besluttede Kong Frederik d. 3. at oprette fristeder i flere af de ødelagte byer efter svenskekrigen, herunder Nakskov.

Dette ”fristed”, gik i al sin enkelhed ud på at borgerne i Nakskov, i de kommende 8 år, var fritaget for alle skatter. Da de 8 år var gået, skulle borgerne så i de efterfølgende 16 år ”Nøjes” med at betale det halve af de gældende skatter og afgifter.

Derved opstod muligheden for fremmede at etablerer sig og drive erhverv i byen, således at der blev sat gang i tilflytningen og iværksætterånden, for at fremme byens udvikling, og ikke mindst genopbygningen af byen.

I starten af 1700-tallet, var det omkring 4-5 familier, som udgjorde det jødiske samfund i Nakskov, disse familier der havde fået bosættelsestilladelse, havde alle en tilknytning til Isach Cantors familie, eller hans virksomhed, som Cantor havde overtaget efter Jacob Sostman, og Abraham Meyer Polack i 1683.

Omkring 1714, bliver byen første synagoge, indrettet i en lejlighed på hjørnet af Fruegade og Søndergade. Omtrent samtidig opretter den jødiske menighed en begravelsesplads, som ligger på Jødevej. Ifølge jødisk tradition, må jødiske begravelsespladser ikke nedlægges.

 Begravelsespladsen på Jødevej er Danmarks tredje ældste.

I 1722, fandt den første begravelse sted, det var øvrigt den førnævnte Isach Cantor, hvis gravsten endnu er bevaret.

Desværre var det ikke alle i byen, der syntes om de nye fremmede, dette resulterede i den første halvdel af 1700-tallet, i en del klager over jødernes handelsmetoder, så byens købmænd klagede til Kancelliet i København (øverste centrale forvaltnings- og regeringsorgan i Danmark) over, at man fra centraladministrationens side havde givet jøderne i Nakskov lov til at ernære sig ved grovvarehandel.

Klagerne var så kritiske at byens købmænd mente at jødernes handel, direkte kunne resulterer i at byens borgere måtte flytte fra byen.

Trods modstanden af jøderne og deres handel, blev den jødiske befolkningsgruppe med tiden en naturlig del af byen, og den såkaldte jødefejde, der fandt sted i 1819-20, hvor der var en del optøjer mod jødiske butikker, især i storbyerne, tilsyneladende ikke forgik Nakskov.

Gennem 1800-tallet, skete der en større integrationen af jøderne, der fik flere borgerrettigheder og ifølge  Grundloven af 1849, har alle borgere ret til ”at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den maade, der stemmer med deres overbevisning”, og ”ingen kan paa grund af sin troesbekjendelse berøves adgang til den fulde nydelse af borgerlige og politiske rettigheder”.

Det jødiske samfund i Nakskov var dog begyndt at skrumpe ind, dels da en række jøder i slutningen af 1700-tallet valgte at konvertere til den evangelisk-lutherske kirke og lade sig døbe, og dels da flere valgte at flytte til storbyerne, især rejste en stor del til København, hvor de havde familie.

I slutningen af 1800-tallet, var der således kun 22 medlemmer tilbage i byens jødiske menighed, dette forhindrede dog ikke de tilbageblevne i at bygge en helt ny synagoge i 1880, da den gamle i Fruegade, tilbage i 1845 var blevet utidssvarende og faldefærdig, så den måtte rives ned.

Der blev iværksat en pengeindsamling, alligevel gik der 35 år, inden man kunne indvi en ny synagoge på hjørnet af Klostergade og Nørre Boulevard (i dag Nørrevold). Synagogen fik en relativ kort levetid, da der allerede omkring år 1900, ikke var medlemmer nok til man kunne afholde regelmæssigt gudstjenester.

Synagogen lukkede derfor i 1929 og blev efterfølgende anvendt som bolig for Byskolens pedel frem til 1954, hvor bygningen blev revet ned, så der kunne etableres parkeringspladser over for skolen.

I dag er det stort set kun begravelsespladsen på Jødevej, der vidner om en knap 350 årig lang jødisk tilstedeværelse i byen. Her menes det, at omkring 175 jøder er blevet stedt til hvile i perioden fra 1722 og frem til 1920, hvor den sidste begravelse fandt sted. Som tidligere nævnt må jødiske begravelsespladser ikke nedlægges.

Hvis man undre sig over, at der på nogle af gravstene ligger en lille sten, så er det ifølge jødisk tradition, at man lægger en sten på graven, i stedet for blomster, dels for at jøder ikke vil ”dræbe” planter for at pynte en grav, og dels for at der ikke skulle være forskel på rige og fattige. Alle ville have råd til at lægge en sten, ydermere forgår sten ikke forgår på samme måde som blomster og lys.

Begravelsespladsen ligger på hjørnet af Jødevej og Engtoften.
3/50 Den Jødiske Begravelsesplads - Søndag 30/3-2025