Nakskov med i ny forskning - Hvad vil det sige at føle sig værdig som ledig?
Forskere undersøger, hvordan arbejdsløse i udkantsområder oplever værdighed i deres hverdag. Forskningen forgår i henholdsvis Nakskov (Danmark), Guingamp (Frankrig), og North Adams, Massachusetts (USA)
Værdighed er godt - svært at være imod – men det står ikke altid helt klart, hvad vi mener med ’værdighed’, fx når begrebet bliver brugt i regeringens beskæftigelsesreform fra april.
Men hvad betyder værdighed egentlig i praksis – for dem, det handler om?
Hvordan føles det fx at være et menneske, der ikke passer ind i tidens ideal om at have et fast arbejde og være selvforsørgende? Hvad gør man, når værdighed ikke kommer med lønsedlen – men skal findes et andet sted?
Det er nogle af de spørgsmål, et forskningsprojekt på Roskilde Universitet forsøger at give svar på.
Gennem feltarbejde og hverdagsnære fortællinger kortlægger forskerne, hvordan mennesker i tre udkantsbyer – én i Danmark, én i Frankrig og én i USA – oplever værdighed og uværdighed i deres liv.
Projektet er endnu ikke afsluttet, men forskernes undersøgelserne viser indtil videre, at værdighed langt fra er et entydigt begreb.
Den eksisterer både som en grundlæggende menneskelig ret og som noget, man skal gøre sig fortjent til – og for folk uden job giver det anledning til daglige forhandlinger med sig selv og omgivelserne.
"Det mest overraskende for mig har været, hvor mange forskellige måder mennesker kan finde en følelse af værdighed på – også når de står uden for arbejdsmarkedet. For nogen handler det om at være frivillig, for andre om at kunne lave sin egen kaffe om morgenen. Det siger noget om, hvor små og dyrebare øjeblikke værdighed kan bestå af," siger projektleder og lektor i socialpsykologi og arbejdsmarkedsforsker Sabina Pultz.
Forskningsprojektet viser, hvordan værdighed kan praktiseres i alt fra hverdagsrutiner til sociale fællesskaber – også når samfundets normer og reformer trækker i en anden retning. I alle tre lande opleves det lønnede arbejde som den dominerende kilde til anerkendelse og værdighed. Men når det ikke er en mulighed, opstår der nye veje: Gennem frivilligt arbejde, omsorg for andre og følelsen af at høre til i fx et lokalt miljø. Et eksempel er borgere på Lolland, som føler en tilknytning til – og er stolte af – Nakskov Skibsværft, som i dag er delvist revet ned.
”Alle tre steder, vi har undersøgt, har historisk set været bedre kørende økonomisk end nu, og den fortid giver de her mennesker en krog til at føle stolthed,” fortæller Sabina Pultz.
Den 25. juni 2025 åbner den forskningsbaserede udstilling ’De (u)værdige’ på Forsorgsmuseet i Svendborg. Her får publikum mulighed for at komme helt tæt på forskningen – ikke mindst gennem mødet med nogle af informanterne fra forskningsprojektet, som deltager som oplægsholdere.
Sideløbende lanceres podcasten ’De uværdige’, produceret i samarbejde med videnskab.dk og finansieret af Carlsbergfondet. Her kan man dykke ned i de personlige fortællinger og få et indblik i forskernes proces.
Pressemeddelelse Ritzau / Roskilde Universitet - Tirsdag 1/7-2025
Kommentarer
Send en kommentar