Årets NakskovFoto-julekalender

Velkommen til vores lille julekalender, der i al sin enkelhed går ud på at vi lægger et nyt billede op for hver dag frem til den 24. -Billederne er taget i årets løb, og er for de fleste vedkomne fra Nakskov.
Billederne ligger også på vores Facebookside
-kik forbi og giv os et like

24. dec.
-Så er der vel ikke så meget andet tilbage, end at ønske alle en glædelig jul.
23. dec.
Dagen før dagen, dagens billede er faktisk et år gammelt, det er fra den 23. dec. 2022.
Byens allestedsværende, men desværre nu forhenværende eventmaneger fik den idé, at man lillejuleaftensdag, kunne serverer gratis æbleskiver til de fortravlende sidste øjebliks handlende.
En ny tradition som står lidt i kontrast til Risgrødsudleveringen.
22. dec.
I slutningen af november dalede der lidt hvidt ned fra himlen, og temperaturen lå flere dage under frysepunktet, men desværre vendte "varmen" og regnen retur, så der er ikke meget håb om en hvid jul.
21. dec.
Julen står for døren, folk styrter forvirret rundt, ungerne har juleferie, ventetiden er lang, familien skal besøges, der skal udveksles gaver. Åh Nej der er storm på vej.....
-Derfor får I et billede af byens rare julemand 🙂
20. dec.
Et lille minde for præcis to måneder siden, hvor vi var vidner til et naturfænomen, som ikke er set de seneste 100 år, da vores lille landsdel blev ramt af stormflod.
Heldigvis slap vi nådig herover vestpå, med lidt højvande i havnen.
19. dec.
Har du set, hvor flot det knap 170 år gamle hotel Harmonien er blevet efter det i løbet af året har gennemgået en gennemgribende restaurering?
Vi har lavet en bette video med før/efter billeder af Hotel Harmonien.

18. dec.
I dag bliver vi lidt i samme boldgade, som i går, men desværre på den lidt mere triste måde.
I slutningen af september var et stykke butikshistorie i Nakskov slut, efter fyrretyve på Løjtoftevej, lukkede Aldi, en butik som flere gange var kåret til Danmarks bedste Aldi butik.
Så nu venter vi spændt her i nærområdet på at Rema 1000, som lovet, vil lukke en butik op i de tomme lokaler.

17. dec.
Som indfødt nakskovit er det altid glædeligt at der er nogen som tør tage springet og kaste sig ud fra 10 meter vippen som selvstændig.
I årets løb er der åbnet flere butikker i byen, nogen holdt ikke så længe som andre, men på torvet kan man vist roligt sige at udviklingen er vendt, stor flot café i den gamle Geertsens Radio, sandwichbar og ny frisør i samme række, og på modsatte side en ubemandet butik og til sidst er der også kommet liv i den gamle vinkælder, så støt op om de lokale butikker, så vi også kan nyde dem i 2024.

16. dec.
En af sommerens faste traditioner, er Børnesamba, hvor samtlige dagplejere og institutioner deltager med de kære små, som er klædt ud efter årets tema, som i år var "vand".

Efter turen gennem byen, afsluttes der med sang og dans på torvet, i selskab med byens musikalske brødre, Brødrene Petersen.

15. dec.
I dag tager vi lidt ud af byen, vi skal en tur til Dannemare, en by der måske ikke har det helt vilde at byde på, men alligevel formår en flok ildsjæle bag Dannemare og omegns Landsbylaug, hvert år at arrangerer Børnenes Dag, som for længst har holdt 10 års jubilæum.
Gennem årene er Børnenes Dag blevet større og større, og i år kunne man blandt andet præsenterer Sebastian Klein, tidligere har stjerner som Djames Braun, Albert Dyrlund, Bro og Sol, gæstet Dannemare.

14. dec.
Som man siger "De rigtige folk, til det rigtige arbejde".
Det er nok ikke gået manges næser forbi, at der i årets løb er sket en gevaldig smukkesering af de gamle huse i Vejlegade, hvor flere af de gamle tomme butikker er opkørt og moderniseret til beboelse i gammel stil.
13. dec.
1 juli kunne byens store brandmuseum fejre sit 20 års jubilæum, dette blev gjort efter alle kunstens regler med optog gennem byen, åbningstale, gratis pølser og musik.
12. dec.
Så er vi kommet halvvejs gennem julekalenderen, så i dag tillader jeg mig at smide to billeder op, billeder fra sommeren vel nok større arrangement på disse breddegrader.
Skoleskibene Danmark, og George Stage besøgte havnen i anledningen af Danmarks 90 år fødselsdag, og ikke mindst at Nakskov er dets fødeby.
Se eller gense vores video fra dagen
https://youtu.be/bJjaPp9TONk
11. dec.
Sommeren var godt i gang, og til aftensåben var der fyldt godt op i gaderne med veteranbiler og livemusik.
10. dec.
Låge nr. 10, anden søndag i advent. Hele 261 dage var byens rytterstatue af Christian 10-tal borte fra sin vante plads på Torvet, og hvad var nu det for noget? Efter 70 år på sin stamplads, var han flyttet et par meter ned mod Søndergade.

-Sikke et ramaskrig det uløste, for Nakskov var slet ikke klar til sådanne forandringer i gadebilledet.

Se eller gense vores billeder var hjemkomsten af den kære rytterstatue. https://nakskovfoto-dk.blogspot.com/.../kongestatuen...

9. dec.
Kan du huske, da Nakskov havde udsigt til en ny dagligvarebutik?

Salling Group havde planer om at åbne en ny butik i deres discount kæde "Basalt". Den skulle havde ligget i Perlestikkergade, hvor håndværkerne var i fuld sving med at klargøre bygningen, da Salling Group d. 25. maj meddeler at de lukker alle deres 11 butikker med navnet Basalt og annullerer de to kommende butikker i henholdsvis Nakskov og Greve.

8. dec.
I slutningen af april kunne man opleve en del entreprenørskibe fra Rederiet Rohde Nielsen, på et tidspunkt lå der henved 20 stk. rundt om i havnen
7. dec.
Inden bag låge nr. 7, gemmer sig et billede, med rå muskelkraft, da flere store kraner løftede den nye store fordamper op på sukkerfabrikken, der er hoppet med på den grønne bølge, og investeret en hulens masse penge, nærmere beregnet omkring et tocifret millionbeløb, for at reducerer deres årlige CO2 udledning.
6. dec.
Dagens billede er et #hverdagsbillede, hvor vi nakskovitter ikke skulle snydes for de herlige æbler fra Fejø Frugt, i en tid hvor torvet var en stor sandkasse.
Så klemt ind mellem udeservering, cykelstativer og klokketårn, havde Frugtmanden taget ophold ved Sønderport, så hvor der er en vilje er der osse en mulighed.
5. dec.
Nu er der nok nogle der sidder og tænker "kommer der slet ikke nogen snebilleder?" -jo jo da.
I midten af marts havde vi en enkel dag eller rettere sagt en enkelt weekend med lidt snedrys og bette snert af frost og vinter


4. dec.
Nakskovs sejlende kulturarv, NH1 fotograferet en tidlig flot morgen i februar.

3. dec.
2023 har været et filurligt år, sådan rent vejrmæssigt, og i februar var der igen igen, kunne man fristes til at sige, oversvømmelse i vores lille andedam.

Billedet er fra Langø Havn, hvor vandstanden toppede omkring 125 cm.
2. dec.
I slutningen af januar kunne man så småt begynde at forstille sig hvordan belægningen på det nye torv blev.

1. dec.
Dette billeder er det allerførste billede jeg tog den 1. januar 2023. Det er Mørtelværkgrunden, hvor der allerede i 2022 var planer om lejligheder, og nu er 2023 snart gået, så det bliver spændende at se om der sker noget i 2024.


Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Mystisk bilbrand -Politiet efterlyser vidner

Kedelig optakt til 1 års fødselsdag -Værtshus atter udsat for hærværk

Falck mister brandslukningen på Lolland og Falster