Sct. Franciscus Kirke i Nakskov

Den katolske biskop Czeslaw Kozon indstillede tilbage i sommeren 2016, at den katolske kirke, Sct. Franciscus, i Nakskov skulle lukke og sælges pr. 1. maj 2017. Årsagen til indstillingen skal findes i, kirkens medlemsudvikling, aldersfordeling, da kirkens medlemmer har en høj gennemsnitsalder, bestående af både tredje og fjerde generation af roepolakkere, kirkegangsprocent, og udviklingen af indbetaling af kirkeskat.

Ved lukning og salg af kirken, vil menigheden oprette et messested i Nakskov, med messe hver anden søndag.

Denne beslutning vil betyde at et historisk fundament for byen og for mange borgers slægt historie vil forsvinde, hvis man ser på katolikkernes historie på Vestlolland, som går tilbage til 1893, hvor de første polske roearbejdere i stort antal kom til Lolland-Falster. De havde ingen steder at holde deres gudstjenester, så de blev enten holdt hjemme i deres eget hjem, eller rundt om på polakkasernerne.

Omkring 1911 overtog fire hollandske franciskaner konventualer det kirkelige arbejde på Lolland-Falster, dette resulterede i, at man ved hjælp fra sukkerfabrikken havde mulighed for at afholde månedlige gudstjenester, og endda på selve sukkerfabrikken.

I begyndelsen af 1913, købte Franciscusstiftelsen, af De Danske Sukkerfabrikker. en grund på Hoskiærsvej. Arkitekt Ewaldsen tegnede en trækirke, der stod færdig til indvielse allerede den 4. maj 1913. Trækirken lå hvor sundhedscenteret i dag ligger.

I marts 1917, købte Franciscusstiftelsen en villa i Bredgade og indrettede den til præstebolig, hvilke kan siges at være starten til etableringen af en større og mere moderne katolsk kirke i Nakskov. Pr. 30. oktober 1919 blev Nakskov et selvstændigt sogn for de katolske menigheder på Vestlolland.

22. april 1921 blev grundstenen til Franciscuskirken lagt, og allerede den 6. november 1921 kunne den nuværende kirke i Bredgade indvies. Kirken er tegnet af arkitekt H.C. Glahn.

Nakskov sukkerfabrik havde skænket murstenene til byggeriet, som stammede fra en nedrevet bondegård, de polske roearbejdere sørgede selv for at rense stenene, så på den måde kunne udgifterne til kirkebyggeriet holdes nede.

Kirken er bygget uden kirketårn, men med et kirkespir, dette er meget almindelig for franciskanske kirker.

Da kirken blev indviet, var det ikke blot Danmarks største kirke, men også landets største katolske menighed, med godt 12.000 medlemmer. Der forelægger optegnelser over at man før i tiden, har haft op mod 400 konfirmander på samme dag. I dag er der blot 300-350 medlemmer tilbage.

Foruden kirken var de tilhørende bygninger, nonnekloster for Sct. Josephsøstrene, præstegård, børnehjem og katolsk skole, skolen kender vi i dag som Steno skolen. Præstegården har ikke været i brug siden 2009, hvor den daværende Pater Irenæus Capellen døde, Steno skolen har siden lejet sig ind i præstegården. Den katolske kirke ejes af Ansgarstiftelsen.

I 1923 fik man kirkens første orgel, dette var en gave fra den katolske menighed i Fredericia, året efter begyndte man på de første udsmykninger af kirkerummet. Karen Juncker malede billederne til korsvejsstationerne, der viser Jesus´ korsfæstelse.

I årene 1925-27, udførte kunstneren Birgitte West, kirkens indre udsmykning med de store kalkmalerier, som siges at være et helstøbt værk med et fint sammenspil mellem arkitektur og udsmykning, kombineret med en tæt koncentration omkring den franciskanske idé, med et hovedmotiv; Kristusbilledet i kirkens kor, samt Mariabilledet.

Kalkmalerierne er ”opstillet” i en rækkefølge som følger den franciskanske orden. Over prædikestolen står den hellige Frans af Assisi. I koret ses midtfor det store Kristusbillede, og på sidevæggene, to scener fra Frans´ liv Stigmatisationen og Synet i Peterskirken.

Efterfølgende er rækkefølgen af kalkmalerierne således; 1. orden; Sct. Antonius af Padua og Sct. Villehad. 2. orden; Sct. Clara, som grundlagde Clarisserordenen. 3. orden; Sct. Ludvig af Frankrig, Sct. Elisabeth af Thüringen, og Sct. Birgitta.

Kalkmalerierne er inspireret af Giottos udsmykning af Sankt Franciscus basilikaen i Assissi i Italien, og var færdige i 1927 - 700-året for Frans af Assisis død.

Kalkmalerierne, har i dag en høj bevaringsværdi, da de er meget skrøbelige, som ville være svære at restaurere, og genoptegne.

I 1927, ligeledes i anledning af 700-året for Frans af Assisis død, blev der anbragt en statue af den hellige Frans af Assisis i nichen over kirkens hovedindgang. Den var udført af billedhuggeren Aksel Theilmann.

I 1976 gennemgik kirken en større restaurering, hvor der blandt andet blev bygget et såkaldt pulpitur, således man fik et forrum af glas, eller indgangsparti om man vil, så besøgende kunne se kirken. Også kirkens gamle orgel blev udskiftet.

I 1981 blev et nyt menighedshus ved siden af kirken indviet, hvor der er blandt andet er mødelokaler for menigheden, og et mindre skrifterum. Huset er tegnet af arkitekt Mogens Bech, Nakskov, og har fået navnet Maksimillian Kolbehuset.

I 2012 gennemgik kirken endnu en større restaurering, i forbindelse med kirkens 90-års jubilæum, og ved den efterfølgende jubilæumsfest blev kirken genindviet af biskop Czeslaw Kozon, ved denne festlighed, blev der nedlagt et relikvie i kirkens gulv.