Politiet gennemfører fartkontroller i uge 1
Under nedlukningen i marts 2020 blev de tomme veje flere steder brugt til at køre ræs, hvilket skabte utryghed. Med alt for høj hastighed øges risikoen for en ulykke markant, hvor selv en lille overskridelse kan få fatale følger. Derfor sætter politiet nu særligt fokus på hastighed fra årets første uge.
"Ved den første corona-nedlukning i marts 2020, kunne vi konstatere, at indtil flere bilister fik den opfattelse, at tomme veje var lig med fri hastighed. Det resulterede i nogle meget grimme uheld, der kunne have været undgået, hvis trafikanterne havde overholdt fartgrænserne. Vi arbejder hver eneste dag for at nedbringe antallet af dræbte og alvorligt tilskadekomne i trafikken, hvorfor vi ikke vil acceptere, at nogle trafikanter blæser på love og regler. De skaber utryghed og bringer sig selv og andre i fare. Derfor sætter vi massivt ind med hastighedskontroller i hele landet i denne uge”, siger Christian Berthelsen, Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.
· For høj hastighed vurderes at være den hyppigste årsag til færdselsulykker
med alvorlig tilskadekomst og dødsfald.
· 2013 – 2018 omkom 403 personer i en trafikulykke, hvor mindst en af de
involverede parter kørte for stærkt i forhold til hastighedsgrænsen eller
forholdene. I 72% af ulykkerne var farten en medvirkende årsag til, at ulykken
opstod. I de sidste 28% var farten årsag til, at ulykken blev med dødelig
udgang. (kilde: Rådet for Sikker Trafik)
· Ved 80 km/t. kører du ca. 33 meter mens du reagerer, og efter ca. 64 meter
holder du stille. Kører du 95 km/t. bruger du yderligere 19 meter på at holde
stille ved maksimal bremsning af køretøjet.
· Hvis 2 bilister kolliderer med 80 km/t., vil ulykken i 30% af tilfældene
have dødelig udgang. Risikoen fordobles til 60% ved en hastighed på 90 km/t.
(kilde: Rådet for Sikker Trafik)
· Hvis en bilist rammer en fodgænger med 80 km/t. vil ulykken være fatal i
60% af tilfældene. Risikoen stiger til 80% ved 90 km/t. (kilde: Rådet for
Sikker Trafik)
Kommentarer
Send en kommentar